
Uundværlige køkkenmaskiner og redskaber er hvad dette indlæg skal handle om. I dag spurgte en af mine læsere nemlig, hvilken foodprocessor eller hakker jeg bruger til at lave marcipan?
Det fik mig til at skrive dette indlæg om Uundværlige køkkenmaskiner og redskaber
Spørgsmålet er vigtigt. Godt værktøj og køkkenmaskiner betyder nemlig en afgørende forskel i antiinflammatorisk madlavning, særligt ved smerter eller nedsat kraft i hænderne grundet inflammation.
Her er listen over uundværlige køkkenmaskiner og redskaber
Foodprocessor

Jeg elsker foodprocessorer når der skal rives, hakkes, blendes eller snittes store portioner. De er virkelig tidsbesparende og letter arbejdet.
Foodprocessorer rummer store portioner og der hører ofte ekstra udstyr med, så maskinen tilmed kan bruges til f.x. at ælte og piske.
De gode foodprocessorer er i stand til at blende næsten lige så godt som en blender.
Opmærksomhedspunkter:
Min erfaring er at foodprocessorer holder i en evighed. Min første foodprocessor blev købt i firserne for omkring 500 kroner og den holdt i over 30 år.
Tillader økonomien det, så vil jeg anbefale, at købe en god foodprocessor med stor motorkraft.
Vær opmærksom på betjeningsvenligheden og hvor let låget kan skilles fra skålen. Der er stor forskel på maskinerne og det er altså ret betydningsfuldt ved gigtplagede hænder og fingre.
Er der plads nok på køkkenbordet, så tænk også på udseendet. En foodprocessor er ofte tung og besværlig at bakse ud og ind af skabe. Købes der en pæn foodprocessor bliver lysten til at have den stående fremme på køkkenbordet til hverdag større.
På billedet øverst i dette afsnit ses den foodprocessor, som jeg købte for et par år siden. Den er fra SAGE.
Minihakker

Minihakkeren er den elektriske køkkenmaskine, som jeg bruger allermest. Den vejer meget lidt og er perfekt til at lave pesto, finhakke nødder og mandler eller blende små portioner. Alle dele, med undtagelse af motoren, kan vaskes i opvaskemaskinen, hvilket også er vigtigt.
Opmærksomhedspunkter:
Ved nyanskaffelse bør der vælges en minihakker med stor motorkraft.
Det er dejligt at kunne hakke og blende nødder i en minihakker. Skal nødderne blendes i så lang tid, at de bliver til nutella vil mange minihakkere ikke kunne klare opgaven. Skal det kunne lykkes kræver det en minihakker med god motorkraft og ofte også mange små pauser. Vælg derfor en minihakker med god motorkraft.
Inden køb afminihakker kan det være godt at prøve, hvor nem (eller svær) den er at skille ad eller samle. Der er stor forskel på brugsvenligheden og den er særlig vigtigt ved hyppig brug eller ved gigt.
På billedet øverst i dette afsnit ses min egen minihakker. Den har en god motorkraft og er utrolig nem at skille ad og samle igen.
Elektronisk køkkenvægt
En elektronisk køkkenvægt er rar at have, den er altid mere nøjagtig end hvis man måler af i decilitermål eller bægre. Det har været en udfordring for mig, at finde en elektronisk vægt, der ikke løber hurtigt tør for batteri. Det lykkes til sidst med denne model fra Witt, som jeg er meget tilfreds med.
Blender
En god blender skal kunne blende/findele maden. Min personlige erfaring er, at blendere er bedst til våde ingredienser, der skal blendes meget fint og glat. Er det tørre ting som f.x. basilikumblade, nødder eller gryn, så er minihakkeren at foretrække. Dog bliver konsistensen altid en smule mere grov.
Opmærksomhedspunkter:
Skal der investeres i en ny blender, er det vigtigt at se efter en model med god motorkraft. Vær også opmærksom på vægten af blenderglasset og hvor let eller svært låget er at sætte på og tage af igen.
Stavblender

Stavblenderen kan bruges til at blende smoothies og greenies, hvis man ikke har en blender.
Ellers er stavblenderen min favorit, når der skal blendes suppe. Stavblenderen kan bruges direkte i gryden og man slipper for at hælde brændvarm suppe fra en gryde over i en blender og tilbage igen.
Undgå dyrt fejlkøb
Jeg har altid været glad for stavblendere. Sidste gang jeg skulle købe en ny købte derfor en kostbar Bamix.
Desværre har jeg fortrudt dette køb flere gange siden. Den er alt for tung til mine hænder og det lille knivblad skal isættes hver gang blenderen skal i brug. Isætningen kræver et fast pincetgreb med tommel og pegefinger, hvilket er besværligt ved gigt i hænderne.
Jeg har tidligere købt stavblendere som denne fra Bosch. Den er forholdsvis let, fordi så meget af stavblenderen består af plastic og fordi motoren ikke er så kraftig. Næste gang jeg skal investere i en minihakker bliver det klart denne slags igen.
Der har ofte fulgt en minihakkerdel med. Den har sjældent haft god motorkraft og der er derfor grænser for, hvad minihakkeren kan klare.
Gode knive
Gode knive er uundværlige. Jeg kan slet ikke undvære min gode grøntsagskniv, urtekniv og brødkniv.
Opmærksomhedspunkter:
Jeg vil altid anbefale at investere i gode kvalitets knive.
Det skal være knive, der ligger godt i hånden og med skaft af træ eller metal. Undgå knive med skaft af gummi, plastic eller lignende, min erfaring er, at de med tiden smuldrer eller bliver grimme at se på.
Mit personlive kniv favoritmærke er F-Dick.
Gode knive kan holde et langt liv og bliver de sløve så kan de slibes. Jeg får mine knive slebet i den lokale Kop og Kande butik eller hos mestrene i HW Larsen.
Husk at godt køkkenværktøj er en investering, der typisk holder i årevis. Derudover fremmer godt og brugervenligt køkkenværktøj lysten og glæden ved madlavning.
Jeg håber dette indlæg kan inspirere.
Kærligst
Henriette
Brug for inspiration eller mere viden om antiinflammatorisk kost?

Er du ny indenfor antiinflammatorisk kost og vil gerne have et hurtigt overblik og masser af inspiration så har jeg strikket det perfekte tilbud sammen til dig.
Jeg har lavet en pakke med 3 af mine mest populære små bøger og de er fulde af nyttig viden og lækre opskrifter. Se mere her