Blog, Morgenmad

Antiinflammatorisk mad og forebyggelse af vægttab

Antiinflammatorisk mad og forebyggelse af vægttab. Ja, den er god nok, du læste rigtigt “forebyggelse af vægttab”. Det er præcis hvad dette blogindlæg skal handle om vel vidende, at rigtig mange nyder det faktum, at overflødige kilo lige så stille rasler af kroppen efterhånden, som antiinflammatorisk kost er en integreret del af livsstilen.

Men for nogle kan et vægttab blive problematisk. Måske er man normalvægtig til at starte med og ønsker ikke at tabe sig?, måske har man svært ved at få nok kilojoule indenbords pga. manglende appetit eller fordi man slet ikke har overskud til at spise så meget? Det kan blive aktuelt, hvis du er slank, taber dig for meget og for hurtigt eller hvis du eksempelvis er plaget af medicinbivirkninger.

Her er et lille skriv og et bud på antiinflammatorisk morgenmad til de af jer, som ikke ønsker at tabe jer, men stadigvæk gerne vil spise antiinflammatorisk.

Opskriften herunder er med avocado, cashewnødder, dadler og varieret topping. Et perfekt morgenmåltid, hvis du spiser antiinflammatorisk kost og måske har tabt dig lige lovlig meget og gerne vil tage lidt på i vægt.

Antiinflammatorisk kost er ikke en kur, men en livsstil

Der kan være mange årsager til at spise antiinflammatorisk. Det kan være ønsket om, at give sin krop det bedste næring, at komme af med det usunde fedt omkring de indre organer eller som i mit tilfælde hvor ønsket var at dæmpe inflammation i kroppen og få færre smerter.

Ligegyldig hvad din motivation kan være, så er grundtanken i antiinflammatorisk kost, at det ikke er en kur, men en livsstil. En livsstil hvor skønne grøntsager, bær, frø og kerner, sunde fedtsyrer og kun mindre mængder lyst kød præger tallerkenen.

Antiinflammatorisk mad og forebyggelse af vægttab?

De mange grøntsager, fraværet af eksempelvis lyst brød og rødt kød med mættet fedt, bringer for mange et naturligt vægttab med sig indtil idealvægten er nået.

Det er mange glade for, men for andre har intentionen måske aldrig været et vægttab, men alene at opnå færre symptomer på f.eks. en autoimmun sygdom.

Bliver dit vægttab for stort?

Selv tabte jeg mig en hel del, da jeg omlagde til antiinflammatorisk kost.

Jeg har altid har været slank og spinkel af bygning og oplevede vægttabet problematisk.

Jeg var ikke interesseret i at tabe mig yderligere og det var svært, at blive mødt med spørgsmål “om ikke jeg havde tabt mig?” Det var langt fra alle jeg havde lyst til at forklare, at jo det var sandt, men slet ikke noget jeg ønskede.

Min kostomlægning skyldtes svær gigtsygdom og et ønske om at nedbringe gigtsmerter. Det var en svær tid med kun lidt overskud og mange smerter og det var egentlig kun min nærmeste familie og venner jeg havde lyst til at tale med det om.

Heldigvis hjalp den antiinflammatoriske kost og livsstil på gigtinflammationen og smerterne. Jeg fik med tiden også mere overskud og mere styr på antiinflammatoriske råvarer med højt indhold af det sunde fedt og protein.

Oplevelsen har bragt det gode med sig, at jeg aldrig selv kommenterer direkte på andre menneskers pludselige vægttab med mindre det er helt nær familie eller tætte venner. En undtagelse kan også være bekendte, som jeg ved har kæmpet med overvægt og brændende har ønsket at tabe sig. I disse situationer kan jeg godt finde på at kommentere det, alene som en støtte og anerkendelse af det vægttab, som jeg ved der er kæmpet hårdt for.

Opskrift på Avocado-Cashew Grød

Jeg synes det er vigtigt med opskrifter også til de af jer, der kæmper med at vedligeholde eller tage på i vægt, så her får I et bud på antiinflammatorisk morgenmad i den mere kalorietunge afdeling.

I denne opskrift kommer de mange kalorier fra både avocado og cashewnøddernes sunde fedtsyrer med antiinflammatoriske egenskaber.

Som udgangspunkt foretrækker jeg at få alle næringsstoffer, herunder protein, fra maden, men mangler du overskud til at få tilstrækkelig med protein gennem kosten, kan grøden med fordel tilsættes proteinpulver, af ordentlig kvalitet.

avocado bowl


Ingredienser:
– 1 1/2 dl frossen eller frisk avocado i tern
– 7 cashewnødder
– 2 dl koldt vand
– 5 juicy dadler uden sten-1 tsk spirulina (kan udelades men giver en flot grøn farve)

Evt. 1 spsk. proteinpulver (gerne med vaniljesmag)

Fremgangsmåde:
1. Blend ingredienserne (avocado, cashewnødder, koldt vand og dadler) sammen, indtil du opnår en glat konsistens.
2. Hvis grøden er for tyk, kan du gradvist tilsætte lidt ekstra koldt vand, indtil du når den ønskede konsistens.

Topping:
– 1 spsk. kakaonibs eller hakket mørk chokolade
– Kokosflager, blåbær, friske figner eller dine yndlingsfrugter – lad fantasien løbe vildt!

Hvordan kan denne morgenmad hjælpe mod gigt?


Herunder kan du læse nogle af de sundhedsfordele der er ved både avocado og cashewnødder:

Avocado: Denne grønne frugt er rig på en type fedt kaldet monoumættet fedt, der kan hjælpe med at reducere inflammation i kroppen. Avocado indeholder magnesium, kalium og calcium, men også antioxidanter som E-vitamin, der kan støtte i at beskytte celler mod skader.

Cashewnødder: Cashewnødder er spækket med både kostfibre, lidt protein og har en rigtig god balance mellem omega-6 og omega-3 fedtsyrer. Cashewnødder er også god kilde til både magnesium og zink. Magnesium kan hjælpe med at forbedre muskelfunktion og lindre muskelspændinger, mens zink kan styrke immunsystemet og understøtte helbredelsen af væv. Vil du optage flest mulig mineraler fra cashewnødderne, så sæt dem i blød før du tilbereder.

Jeg håber, at du vil nyde denne lækre og næringsrige morgenmadsopskrift.

Husk, at en sund og varieret kost kan have en positiv indvirkning på livet med gigt.

Bon appétit og velkommen til en smagfuld morgen med en sund dosis antiinflammatorisk næring!

Kh Henriette

Ønsker du opskrifter med kostberegning?

Antiinflammatorisk Kostplan

Jeg har udviklet en 7 dages kostplan med forslag til alle dagens måltider og kostberegninger af disse. Med kostplanen kan du selv sammensætte din uge menu med retter der passer til dit ønskede indtag af energi og næringsstoffer.

Læs mere her

Savner du mere inspiration til antiinflammatorisk morgenmad?

antiinflammatorisk morgenmad

Denne lille opskrift bog indeholder :

 -23 Inspirerende opskrifter på antiinflammatorisk morgenmad

-Flotte billeder

-Indkøbsliste

-Tips til gode køkkenredskaber

-Kort indføring i principperne bag anti-inflammatorisk kost

Læs mere her

2 thoughts on “Antiinflammatorisk mad og forebyggelse af vægttab

  1. Hej Henriette. Du skriver at du ikke tager smertestillende mere – hvad med methotrexat? Eller det har du måske ikke fået?
    Venlig hilsen Mie

    1. Hej Mie
      Tusind tak for dit spørgsmål. Det er helt korrekt at jeg ikke tager smertestillende medicin mere. Dengang jeg havde det værst fik jeg methotrexat, men medicinen havde ikke anden effekt end at mit immunforsvar blev mere svækket end nogensinde før. Jeg opstartede herefter behandling med Salazopyrin og den medicin får jeg stadigvæk. Den helt store forandring skete da jeg begyndte på min antiinflammatoriske livsstil. Herefter aftog både inflammation og smerter. Jeg har overvejet at stoppe med at tage salazopyrin flere gange grundet den gode effekt af antiinflammatorisk kost og livsstil, men for en sikkerheds skyld er jeg fortsat.
      Jeg håber du kan bruge mit svar
      Mange hilsner fra Henriette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.