Rødkålssalat med brombær og appelsin, et farvestrålende flot og sundt indslag på julebordet. En sand bombe af sundhed, spækket med antioxidanter, vitaminer, gode fibre og sunde olier fra nødderne.
Du får opskriften lige her.

Opskrift på rødkålssalat med brombær og appelsin
6 personer
Ingredienser
- 1 lille rødkål
- 1 bakke brombær skåret i halve
- 1 appelsin, skrællet og skåret i skiver
- 1 håndfuld grønne vindruer uden sten skåret i halve
- 1 granatæble
- 1 lille håndfuld pekan eller valnødder
- 2 spsk olivenolie
- Saften af 1/2 appelsin
- Salt
- Friskkværnet peber
- 1/4 tsk Dijonsennep (gerne Maille Dijon Originale)
Sådan gør du
Start med at skylle al frugt og grønt.
Rist nødderne på en stegepande til de begynder at dufte, men uden de bliver mørke. Stil derefter til afkøling.
Skær rødkålen i kvarte og snit den herefter fint.
Kom rødkålen i en frysepose med god plads. Det er vigtigt at det er en pose beregnet til mad, som en frysepose er.
Tilsæt dijonsennep, olivenolie, salt, peber og saften af den halve appelsin.
Tryk luften ud af posen og bind en knude for enden.
Læg posen på køkkenbordet og kvas rødkålen i posen ved at presse dine håndflader ned over. Du kan også mørne rødkålen ved at tage posen i mellem dine hænder og presse. Har du smerter i hænderne, så kan du slå meget let på posen med en kagerulle. Sørg for at vende kålen godt rundt i posen så sennep, olie, salt og peber fordeler sig nogenlunde ligeligt.
Når rødkålen er let mørnet kommes den i en serveringsskål sammen med de halve vindruer.
Skær appelsinskiverne over på midten og tryk dem let ned i rødkålen.
Fjern kernerne fra granatæblet og kom granatæblekernerne over rødkålen.
Drys tilsidst nødder over salaten.
Tør evt. kanterne af skålen af med køkkenrulle så der er en fin kontrast mellem den røde kål og skålen.
Tip til at frigøre kerner fra granatæble

De fine kerner sidder godt fast i granatæblet og inden man ser sig om, kan der være røde stænk af granatæblesaft på hele køkkenbordet, hvis man ikke bruger en af de smarte teknikker.
Selv bruger jeg denne fremgangsmetode:
- Skyl granatæblet og kom det i en frysepose
- Halver granatæblet inde i posen og lad den ene halvdel blive i posen
- Tryk luften ud af posen og luk den let sammen i toppen
- Læg granatæblet på højkant inde i posen og pres det let sammen
- Roter granatæblet og pres let igen. Forsæt sådanan et par gange endnu
- Åben posen og før en teske ind som nu kan befri kernerne helt fra æblet
- Kom tilsidst kerner med saft i en lille skål og fjern de stykker af hvide hinder som formodentlig ligger blandt kernerne
- Fortsæt efter samme metode med den andel halvdel af granatæblet
Mere inspiration til retter med kål?
Har du lyst til mere inspiration til retter med kål kan du prøve denne: Lynstegt blomkål med ingefær. Det er af mine absolutte favoritter med blomkål.
Find flere opskrifter her på bloggen eller de små bøger som du finder i webshoppen.

