Mindfulness stammer fra en buddhistisk tradition, der er over 2500 år gammel. I denne tradition er mindfulness-meditation en central metode til at lindre menneskelig lidelse. Traditionen hævder, at mange af vores negative tanker hænger sammen med, at vi ofte handler for at undgå ubehagelige oplevelser – både fysisk og følelsesmæssigt. Vi søger nydelse og behagelige situationer, men denne stræben kan lade føre til en grundlæggende utilfredshed. I stedet for at være nærværende i vores liv, er vi optagede af at ændre vores tilstand og situation.
Det kan måske virke lidt højtravende, især hvis man er plaget af invaliderende gigtsmerter. Naturligvis vil man gerne slippe af med smerterne, og det med god grund. Alligevel vil jeg gerne fremhæve mindfulness, fordi det har virket for mig. Jeg bruger det stadig til at håndtere smerter.
Introduktion til mindfulness
Da den kroniske leddegigts rasen i min krop var værst, ville skæbnen at jeg gennem et kompetenceudviklingsforløb på mit arbejde, fik mulighed for at deltage i et mindfulness-instruktørkursus. Her prøvede vi øvelser på egen krop. En sygeplejerske fra Kræftens Bekæmpelse deltog også. Hun fortalte, at de skulle til at udbrede mindfulness som en metode til smertelindring hos kræftsyge patienter. I dag tilbyder Kræftens Bekæmpelse guidede meditationer og mindfulness sessioner på deres hjemmeside og har været med til at udbrede kendskabet.
Sygeplejerskens deltagelse fangede min nysgerrighed. Jeg havde aldrig overvejet mindfulness som et redskab mod smerter, men begyndte at spekulere på, om det også kunne hjælpe mod gigtsmerter. Det besluttede jeg mig for at undersøge – og jeg havde jo en perfekt forsøgsperson i mig selv. Mindfulness blev i øvrig starten på en lang rejse mod større kropsbevidsthed og mere motion trods store gigtsmerter.
Hvad er mindfulness?
Jon Kabat-Zinn, en amerikansk professor i molekylærbiologi og grundlægger af Center for Mindfulness ved University of Massachusetts Medical School, definerer mindfulness som evnen til at være opmærksom på nuet på en bevidst og ikke-dømmende måde.
Selvom det kan være svært at forklare præcist, hvad det betyder, prøver jeg alligevel: Gennem mindfulness træner man evnen til at opleve tanker som “bare” tanker og ikke som absolut virkelighed. Man får dermed mere kontrol over, hvor meget bestemte tanker skal fylde. Det er denne evne, der kan bruges i forhold til smerter
Hvordan virker mindfulness
Når vi oplever smerter, giver vi dem ofte meget opmærksomhed – og især negativ opmærksomhed. Vi bryder os sjældent om smerter og vil helst have dem til at forsvinde så hurtigt som muligt. Men her arbejder man med et anderledes tankesæt.
- Bliv bevidst om kroppen
- Vær til stede i nuet
- Ingen dømmende tanker
Hvordan virker mindfulness på gigtsmerter?
Når der er trænet tilstrækkeligt, kan man bruge mindfulness på følgende vis i forhold til smerter:
-
- Man evner at være opmærksom, på en bevidst måde. Det betyder at man registrerer hvad der foregår i kroppen, f.eks at der opleves smerter i en fod, et knæ eller i hånden.
- Man er opmærksom på det aktuelle øjeblik og hvilke tanker der går gennem hovedet. Det betyder at når man registrerer smerter er man, selvom det lyder mærkeligt, opmærksom på at smerterne er tilstede og “man registrerer dem “med venlighed”.
- Man har registreret smerterne men man dømmer ikke. Det betyder, at hvor vi normalt straks tænker negativt om smerter og vil have dem til at forsvinde. Så træner man gennem mindfulness holdningen om at bringe venlighed, åbenhed og accept ind i oplevelsen af smerten. Man “går man ind i” de kropslige fornemmelser med en nysgerrighed og åbenhed. Fidusen ved at bringe tankerne denne vej er, at smerterne automatisk vil aftage. Smerterne øges nemlig når vi er anspændt, irriterede og fokuserer på smerter som noget negativt der skal forsvinde hurtigst muligt. Åndedrættet tages også til hjælp i processen med at opnå afspændthed i kroppen.
Mindfulness som nyttigt værktøj livet igennem
Jeg har med succes brugt mindfulness til at lindre smerter i mine fødder, som en metode til at falde i søvn på trods af gigtsmerter, men også ved tandlægen eller blodprøvetagning. I det hele taget er det et fantastisk værktøj at bringe med sig ved smertefulde oplevelser både fysisk og mentalt, som man næppe går igennem livet foruden.
Hvis du vil vide mere
Hvis du gerne vil lære mere eller træne mindfulness-meditation, vil jeg anbefale, at du opsøger professionelle instruktører. De kan hjælpe dig med at få styr på teknikkerne. Min erfaring er, at folk reagerer forskelligt på mindfulness. Nogle oplever dyb afslapning, mens andre får aktiveret stærke følelser, som kan være svære at håndtere. Derfor kan det være en god idé at starte sammen med en instruktør og andre deltagere.
Hvis du vil vide mere, er der masser af videoer på YouTube og Kræftens Bekæmpelse har guidede meditations og mindfulnessinstruktioner på deres hjemmeside.
Kærligst Henriette