Blog, Kost

Havtorn

Havtorn er smækfulde af antioxidanter.

Antioxidanter som findes i havtorn forhindrer for mange frie radikaler i din krop.

Og hvorfor er det så interessant?

Fordi der konstant dannes frie radikaler inde i vores krop, og de frie radikaler øger inflammation og smerter, hvis immunforsvaret ikke er i balance.

Heldigvis viser eksperimenter, at A-, E-, og C- vitamin kan stoppe inflammation fremkaldt af frie radikaler.

På Kong Chr. X’s hospital i Gråsten bruger man “Gråstener-diæten” til gigtpatienter, fordi man ved, at den virker mod gigtinflammation og smerter.

Der er både ekstra A-, E-, og C- vitamin og Omega 3 fedtsyrer fra fisk i Gråsten diæten.

Så har du leddegigt er det en god ide, at spise mad, som indeholder vitamin A, E og C og dermed antioxidanter.

Nu skulle man tro, løsningen er fluks, at købe vitaminer som kosttilskud. Det er den ikke! 

Desværre mangler der videnskabelige beviser for, at A-, E-, og C- vitamin som kosttilskud virker.

Løsningen er altså ikke, at gå i Matas eller den lokale helsekost forretning og købe kosttilskud.

Der må rigtig mad til.

Læs mere om mad som dæmper inflammation og smerter ved at klikke på dette link

Havtorn er en C vitamin bombe

Havtorn er en af naturens gaver. De er fulde af antioxidanter og C vitamin.

Havtorn kan sjældent købes rå i butikkerne. Lige nu kan du til gengæld hente dem kvit og frit flere steder i naturen.

Før den første nattefrost sætter ind er havtorn sure som citroner, men nu er de blevet mere søde.

De sidder på buskene til fuglene har spist hvad der er.

Havtorn er nemme at kende i naturen, fordi de lyser op med deres kuglerunde orange bær.

Hvor findes der havtorn?

Jeg ser ofte havtorn i kanten af motorvejen, når jeg kommer sydfra og kører ind mod københavn. Buskene her er ca. 1 meter høje med lange, smalle blade. Bladene er nærmest sølv-grønne. Oversiden er grøn-grå og undersiden er sølv-hvid med hvide bløde hår.

Men lad være med at samle havtorn tæt ved store veje med masser af trafik. Du skal helst ikke have bær med rester af bilos – det gør ikke noget godt for helbredet, snarere tvært imod.

Planten vokser typisk i nærheden af grusgrave og langs kyster i tør og mager jord.

Der findes nogle regler for, hvordan og hvor meget du må samle i naturen. Se mere på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside.

Sådan forbereder du dig på at samle havtorn

Husk en plasticpose, en lille saks, som er god til at klippe kviste over med og eventuelt et par have handsker.

De små bær skal samles med omhu. Havtorn sidder nemlig i klaser omgivet af sylespidse lange torne. Du kan nemt komme til at mase dem mellem dine fingre, når du prøver at plukke dem.

Jeg plejer at klippe ca. 15 cm af kvisten. Herefter klipper jeg de lange torne af.

grene med havtorn og saks

Sådan ordner du dine havtorn

  • Når du kommer hjem fra din samle tur, fryses de små kviste med bær ned i fryseren.
  • Når kviste og bær er frosne kan du ordne dem.
  • Det næste skal helst gå hurtigt, hvis du ikke skal bruge dine bær samme dag. De små bær skal nemlig helst ikke nå at tø op.
  • Tag nu derfor kun et par kviste ad gangen ud af fryseren. På den måde kan du ordne dem lidt efter lidt.
  • Herefter tager du de små bær af kvisten og skyller dem hurtigt men forsigtigt.
  • Hvis du ikke skal bruge havtorn den dag du ordner dem, lader du dem tørre på et stykke køkkenrulle og fryser dem herefter hurtigt ned igen.
  • Frys dem gerne ned i flere små frostposer.

Hvad kan havtorn bruges til?

Havtorn er gode i smoothies, som tilbehør til fisk eller gryderetter og i desserter. Selv plejer jeg, at lave en lille kompot. Den bruger jeg både som tilbehør til dessert, eller jeg kommer den på et stykke Husman rugknækbrød fra Wasa.

Jeg håber jeg har inspireret dig til en dejlig tur ud i det grønne 🙂  En tur du fremover kan mindes, når du vinteren igennem henter havtorn i fryseren. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.