Her får du min fortælling om gigt og antiinflammatorisk kost og livsstil.

Jeg fik gigt allerede som 16 årig

Det første år med gigt var jeg ramt i både hænder, håndled, albuer, knæ, ankler og fødder. Jeg fik smertestillende medicin 24 timer i døgnet. Hver morgen måtte min far bære mig op og ned af de trapper, som var i vores hus.

Jeg kom i medicinsk behandling og derudover brugte min mor en masse tid og kræfter på, at opsøge viden inden for gigt og kost – den samme slags som i dag kaldes antiinflammatorisk kost. Hun sørgede for, at den antiinflammatoriske kost var tilgængelig i vores hjem.

Medicinen Salazopyrin samt den antiinflammatoriske kost virkede og jeg fik det langt bedre inden for et års tid. Herefter gik der ca. 16 år, hvor gigten “gik i dvale” og jeg var tæt på smertefri.

Gigt, inflammatorisk livsstil og ubalance på sundhedskontoen

Desværre fik jeg gigt igen da jeg var ca. 36 år. Jeg havde lige bestået en afsluttende eksamen.

I dag kan jeg se, at jeg havde presset min krop for meget uden, at styrke den tilsvarende gennem sund livsstil -der var ikke balance i min krop.

Jeg var mor til to små drenge på henholdsvis 3 og 6 år. Derudover var jeg igang med en toårig videreuddannelse. Både min mand og jeg var optagede af, at gøre det godt i vores job.

Jeg manglede tid og overskud i min hverdag. Det gik ud over min søvn og den mad jeg spiste. Jeg tog mig ikke tid til at dyrke motion og kan i dag se at hverken min kost eller livsstil var antiinflammatorisk -den var snarere inflammatorisk og jeg kendte slet ikke sammenhængen mellem gigt og antiinflammatorisk kost. Jeg var bl.a. storforbruger af hvedemel. Jeg havde nemlig fået en skøn røremaskine, og rørte flittigt dej, som indgik i flere af dagens måltider. I dag ved jeg, at jeg reagerer på med inflammation, når jeg får for meget hvedemel.

Gigt medicinen virkede ikke

Da jeg var 36 år og gigten kom igen, gik der lang tid før, jeg kunne komme i behandling. Først måtte jeg vente to måneder på at få en konsultation hos speciallægen. Senere var der ventetid på, at få taget røntgenbilleder, som senere blev væk i posten.

Da jeg havde ventet i ca. 5 måneder, blev det endelig diagnosticeret, at gigt aktiviteten var vendt tilbage.

Jeg kom i medicinsk behandling med Methotrexate og Ibumetin. Min speciallæge i gigt ville gerne ordinere et af de dengang nye biologiske lægemidler. Men de biologiske lægemidler var meget dyre. Derfor skulle jeg først i behandling med et billigere lægemiddel. Der skulle være sikkerhed for, at det ikke havde tilstrækkelig effekt, før jeg kunne få det dyre biologiske lægemiddel. Desværre fik jeg det kun værre, Methotrexate hjalp ikke.

Pludselig gik det op for mig at antiinflammatorisk kost kunne være svaret.

Efter behandling med Methotrexate i et halvt års tid, skulle jeg besøge en god veninde hjemme hos hendes forældre her i Danmark. Min veninde bor til daglig i Canada.

Ved besøget spurgte min venindes familie, hvordan jeg havde det?

Selv om det var svært, valgte jeg at være helt åben.  Jeg fortalte, hvordan det stod til.

Jeg havde hævede fingre og en langsom gang. Derudover var det ikke umiddelbart til at se, jeg var syg. Jeg var konstant plaget af gigt smerter, men jeg plejede at bide dem i mig.

Jeg talte normalt så lidt som muligt om gigten og prøvede på, at se almindelig ud. Jeg klarede de opgaver jeg plejede. Det var vigtigt for mig, at min hverdag med job og familie kunne køre videre, på trods af gigten.

Min veninde og hendes forældre lyttede omsorgsfuldt og interesseret i lang tid. Herefter fandt min venindes mor nogle forskellige bøger frem og læste op. I bøgerne stod der, hvad man skal spise, når man har gigt – det var antiinflammatorisk kost.

Pludselig gik det op for mig at antiinflammatorisk kost kunne være svaret. De anvisninger bøgerne gav var jo de samme, jeg levede efter som teenager – altså antiinflammatorisk kost. Dengang var gigten allerede indenfor nogle år gået fuldstændigt  “i sig selv”.

Jeg VILLE gøre mig fri af gigt smerter med antiinflammatorisk kost.

Samme eftermiddag tog jeg en kæmpe beslutning. Jeg VILLE sætte alle kræfter ind og gøre mig selv symptomfri med antiinflammatorisk kost og livsstil. Jeg ville ikke længere passivt vente på, medicinen skulle virke. Jeg var smerteforpint, desparat og bange for hvad fremtiden ville bringe. Nu måtte jeg gå min egen vej.

Jeg fortalte min mand, at han i de næste måneder ville se en selvdisciplin fra min side, som han ikke havde set før. Jeg ville ændre livsstil, så jeg styrkede min krop og mit sind mest muligt. Jeg måtte opstøve al den viden omkring gigt og antiinflammatorisk levevis, som var mulig. Jeg fortalte, at jeg havde brug for opbakning til mit projekt. Det var vigtigt, at min mand forstod og accepterede, at jeg ændrede min livsstil drastisk. Min mand sagde, at han selvfølgelig ville bakke mig op og det er præcis, hvad han har gjort lige siden.

Jeg gik med det samme i gang. Allerede 14 dage efter at jeg var påbegyndt min antiinflammatoriske kost og livsstilsforandring kunne jeg, for første gang i et år, mærke bedring.  Men vejen var lang endnu.

Gigt medicinen Methotrexate og bivirkningerne

Jeg havde på dette tidspunkt fået Methotrexat i over et halvt år og havde kun oplevet forværring af gigt sygdommen.

Flere af mine led var forandret og det var tydeligt, der ville komme varige gigt forandringer. Jeg havde flere bivirkninger og infektioner end nogen sinde før, bla. mycoplasma lungebetændelse, et hav af forkølelser, næseblod og svimmelhed. Samtidig havde jeg brug for smertedækning med Ibumetin i døgnets 24 timer.

Konsultation hos gigt specialist

To uger efter jeg startede min livsstilsændring havde jeg konsultationstid hos en førende ekspert i gigt sygdomme på Hvidovre Hospital. Jeg var kommet i tvivl, om den behandling jeg fik hos min speciallæge var god nok.

Jeg var begyndt at mærke sammenhængen mellem gigt og antiinflammatorisk kost på min krop. Selv om jeg 14 dage før konsultationen havde besluttet mig for, at gøre mig selv rask, ville jeg ikke afskrive lægerne og medicins betydning. Men jeg ville ikke længere tage Methotrexat, Jeg oplevede jo ingen effekt og der var alt for mange bivirkninger.

Jeg ønskede medicinen Salazopyrin. Jeg vidste den virkede, den hjalp jo da jeg var helt ung. Jeg håbede at kombinationen af Salazopyrin og livsstilsændringer ville dæmpe gigtaktiviteten.

Konsultationen på Hvidovre Hospital var en svær og dårlig oplevelse.

Da jeg ankom til venteværelset blev jeg, bedt om, at sætte mig ved en af de otte computere. Her skulle jeg i fuld offentlighed svare på række spørgsmål om min gigt.

Venteværelset var et stort rum.  Inde bag et gråt gardin, som var halvt trukket for, kunne jeg se patienter sidde helt stille med plasticslanger i armene. Jeg tænkte ved mig selv, at patienterne måske fik intravenøs behandling med nogle af de nye biologiske lægemidler.

Biologiske lægemidler virker ved at hæmme immunforsvaret. Det betyder, at de betændelsesprocesser der opstår ved gigtsygdom hæmmes, hvilket er godt. Ulempen er at immunforsvaret ikke kan forsvare dig lige så godt mod andre infektioner som fx. Influenza og lungebetændelse. Et eksempel på et biologisk lægemiddel er Remicade,

Gigt, computerskærme og modløshed

Synet af plasticslangerne gav mig en klump i halsen.

Jeg fik det ikke bedre af, at det var en computerskærm, som nu skulle stille mig relevante, men også konfronterende spørgsmål. Spørgsmålene prikkede nemlig til min største sårbarhed. Ud fra en pointskala skulle jeg svare på spørgsmål om min søvn og sindstilstand. Jeg skulle også svare på, om jeg havde problemer med at åbne mælkekartoner, tage strømper på, gå lange strækninger osv. Mange af mine svar måtte få de dårligste point. Jeg havde jo flere smerter end nogen sinde før.

Der skyllede en bølge af tristhed og modløshed ind over mig.

Her sad jeg, en ellers stærk kvinde, som plejede at have styr på tilværelsen. Jeg følte mig svag og alene i et stort, koldt og klinisk venteværelse med kedelig grå linoleum på gulvet og en tyk atmosfære af sygdom i rummet.

Jeg skulle, som endnu et nummer i rækken, udlevere min sårbarhed til en computerskærm. Jeg havde ikke fået information om, hvem som ville få adgang til mine data/svar på spørgsmålene og hvad de skulle bruges til i fremtiden.

Derudover kunne det inden længe være mig, som var nødsaget til at tage fri fra arbejdet for at møde ind på hospitalet og sidde med plasticslanger i armen. Lige som dem omme bag gardinet.

“Du får maksimalt to måneder med gigt medicinen….”

Jeg gav mine svar til computerskærmen. Kort efter blev det blev min tur til at konsultere eksperten. Derefter gik der ikke mange minutter før eksperten fortalte, at jeg straks skulle i behandling med biologisk medicin og derfor have lavet en lang række undersøgelser.

Jeg fortalte, at jeg var yderst smerteforpint og ikke længere ønskede at prøve ny medicin, som jeg ikke kendte virkningen af. Jeg forklarede eksperten, at jeg gerne ville have Salazopyrin og lave livsstilsændringer på grund af mine positive erfaringer.

Eksperten på Hvidovre Hospital afviste mit ønske, som en dårlig ide og prøvede at overtale mig til at prøve den biologiske medicin.

Heldigvis havde jeg nu smidt den triste og modløse oplevelse fra venteværelset af mig og jeg kunne mærke min viljestyrke tage til.

Da jeg havde lyttet til hendes argumenter og spurgt til virkning og bivirkning afslog jeg biologisk medicin som en mulighed. Endnu engang fortalte jeg, at jeg ønskede at få Salazopyrin.

Eksperten var uforstående og sagde derefter, “du får maksimalt 2 måneder med gigt medicinen Salazopyrin”. Eksperten sagde også, at det var en meget uklog beslutning jeg traf.

Mit valg af antiinflammatorisk kost fik benene til at ryste under mig

At afvise ekspertens anbefalinger og stå fast på min beslutning om Salazopyrin, samt antiinflammatorisk kost og livsstil krævede næsten alt mit mod. Jeg havde det jo elendigt og var mere end nogen sinde før afhængig af lægernes hjælp. Dog var det eneste som gav mening for mig at vælge “min egen vej” . Imens så eksperten hovedrystende og uforstående til på sidelinjen.

Benene rystede bogstavelig talt under mig, da jeg gik ud fra konsultationen.

Til min store lettelse mødte jeg på hjemvejen en af mine kollegaer. En livsklog mand, som også har mange års erfaring som sygeplejerske forskellige steder i verden. Han lyttede til min beslutning og min oplevelse med eksperten. Min kollega overbeviste mig om, at det er vigtigt at mærke efter i os selv. Vi skal turde stole på vores egen fornemmelse for, hvordan vi bliver raske.

Jeg skylder derfor min kollega en stor tak. Min kollegas ord var af afgørende betydning for, at jeg turde holde ved min beslutning om Salazopyrin samt antiinflammatorisk kost og livsstil, på trods af ekspertens udtalelser.

Efter oplevelsen på Hvidovre Hospital kontaktede jeg min tidligere speciallæge i gigt. Jeg fortalte min beslutning vedrørende behandling med Salazopyrin . Jeg ønskede ikke et fortsat samarbejde med eksperten på Hvidovre hospital og spurgte derfor, om jeg stadigvæk kunne få lov at være tilknyttet hans praksis igen. Det fik jeg lov til.

Opskriften på succes med antiinflammatorisk kost og livsstil

Min egen vej skulle hurtigt vise sig at blive en succes. Allerede fjorten dage efter opstart på antiinflammatorisk kost og livsstil blev smerterne mindre. DET VAR FØRSTE GANG I ET ÅR.

• Efter et par måneder vinkede jeg farvel til 30 % af den smertestillende medicin.
• Efter seks måneder kunne gigten ikke længere spores i mine blodprøver.
• Da der var gået 12 måneder, havde jeg lagt alle smertestillende piller på hylden. Ikke fordi jeg ikke længere havde ondt, men nu kunne jeg få hverdagen til at fungere med antiinflammatorisk kost og livsstil og uden smertestillende medicin.
• I dag er det ti år siden jeg startede mine livsstilsændring og det går stadigvæk godt

Jeg er overbevist om, at jeg aldrig kommer til at blive plaget af gigt smerter i samme grad igen. Nu kender jeg opskriften og ved hvordan jeg med den rigtige medicin og antiinflammatorisk kost og livsstil har gigten under kontrol.

Gigt og inflammationsbål er under kontrol

Jeg er ikke længere bange for, hvordan min krop skal forandre sig og om nu, der er medicin som virker, hvis gigten pludselig “blusser op” og bliver aktiv igen. Denne angst lå ellers altid under overfladen fra jeg fik gigt som 16 årig og frem til jeg fandt “min egen vej med antiinflammatorisk kost og livsstil og hjælp fra medicinen Salazopyrin” for ca. ti år siden. Nu ved jeg nemlig, at jeg kan gøre rigtig meget selv og jeg er overbevist om, at det ikke kun er medicin, som gør en forskel.

Det kræver overskud at ændre til antiinflammatorisk kost og livsstil, både hvad viden, økonomi og tid angår. Når man får kronisk leddegigt er man også i en situation, hvor de mange smerter på grund af gigt tapper energi. Og som om det ikke skulle være nok, er det nemt at møde modstand,  hvis man laver om på rutiner og omgivelserne ikke forstår hvorfor.

I dag lever jeg generelt sundt. Jeg er dog ikke lige så konsekvent med maden, som da jeg ændrede livsstil. Der er ikke noget mad som jeg aldrig vil spise. Men jeg spiser med måde.

Jeg prioriterer også. Hvis jeg ved, at jeg skal ud at gå lagt næste dag og vil være sikker på ikke at have smerter i fødderne, er jeg meget selektiv dagen før. Jeg undgår eksempelvis føde- og drikkevarer, som jeg ved fremmer inflammation.

Hvis jeg er på badeferie og ikke er specielt fysisk aktiv, vælger jeg madvarer der virker inflammatorisk helt fra

Helt overordnet har jeg en oplevelse af, at mit immunforsvar idag er så velfungerende igen, at jeg kan byde min krop flere ting, før den reagerer med inflammation og smerter.

Opskriften hedder antiinflammatorisk kost og livsstil

Når jeg ser tilbage på hele forløbet, er jeg taknemmelig og glad for alt det jeg har lært i forhold til gigt og antiinflammatorisk kost. Derudover har jeg altid fået uvurderlig støtte op opbakning fra min mand. Både i mod og modgang har han bakket op og støttet mig.

Jeg er lykkelig over, at jeg ikke længere har den lille nagende angst for, at gigten vender tilbage. Nu kender jeg opskriften på, vejen væk fra gigt smerter – den hedder antiinflammatorisk kost og livsstil. Jeg føler ikke længere, at min skæbne er afhængig af om medicinen nu virker eller ej.
Som endnu en bonus er min hud blevet mere blød og ren. Appelsinhuden på lårene er væsentligt reduceret. Mit kolesteroltal er super. Jeg har bedre humør, langt mindre høfeber, og så er jeg mindre forkølet og syg efter min livsstils ændring.

Jeg håber min historie kan inspirere dig 🙂

Henriette