Sygdommen gik i dvale, men kom igen
Jeg var i gang med niende klasse, havde en travl hverdag med gymnastik, veninder og skole. Samtidig var jeg fuld af forventning til det kommende år på en amerikansk highschool. Men så kom gigten.
Ledsmerterne blev uudholdelige og USA drømmene lagt i skuffen. Jeg fik diagnosen kronisk leddegigt i en alder af kun 16 år.
Trods gigtsmerter døgnet rundt og skrinlagte USA drømme, var situationen ikke kun en kæmpe udfordring. Det var også en begyndelse på at lære min krop og mit sind på nye måder.
Min mor havde læst bøger om sundhed og begyndte at lave farverige måltider fyldt med grøntsager, og hun delte små råd: Skru helt ned for fx. sukker og rødt kød. Det blev hverdagsvisdom, jeg tog med mig videre, glemte men fandt frem igen.
I mine 20’ere gik gigtsygdommen mere eller mindre i dvale. Jeg blev fri af medicin, fandt kærligheden og begyndte at drømme om at stifte familie. Livet foldede sig ud, og gigten var ikke længere i centrum. Men midt i mine 30’ere vendte gigten tilbage med ny kraft. Denne gang blev det en længere og mere krævende periode – næsten et år, hvor jeg langsomt fik det værre og til sidst havde svært ved at gå. Jeg fik Metherotrexate og den maksimale dosis smertestillende medicin.

Et afgørende besøg
Et besøg hos en venindes forældre blev et vendepunkt. Venindens mor havde stor interesse for kost og fandt en stor engelsk bog om sygdomme og ernæring. Hun læste højt om gigt – og der var slående paralleller til de gode råd, min egen mor havde givet mig i ungdommen. Det gik op for mig, at jeg i min tillid til medicin havde glemt de vigtige indsigter og vaner, jeg havde lært som ung. Den eftermiddag besluttede jeg at tage ansvar for min egen sundhed igen.
Efter nogle svære samtaler med min læge fik jeg aftalt behandling med Sulfasalazin – ligesom da jeg var teenager – og samtidig indledte jeg en 360 graders livsstilsændring.

Ny livsstil -færre smerter
Dengang fandtes der ingen danske bøger om antiinflammatorisk kost, så jeg søgte viden i amerikansk og svensk litteratur. Min baggrund som Ernærings- og Husholdningsøkonom blev en stor hjælp i min rejse mod at forstå, hvordan jeg kunne styrke min krop indefra.
Det handlede ikke om hurtige løsninger, men om små, bevidste valg, der samlet kom til at gøre en afgørende forskel.
Allerede efter 14 dage med den ny livsstil oplevede jeg for første gang i over et år, at smerterne blev lidt færre og ikke kun værre. Livet bød stadig på udfordringer, men jeg lærte, at min egen indsats og troen på forandring kunne rykke mig i en positiv retning – også når hverdagen var krævende.
Senere blev smerterne færre endnu, medicinen blev mindre nødvendig, blodprøverne blev bedre. Efter ca. 1 år var en hverdag uden smertestillende medicin og med større glæde, energi og liv begyndt.
I dag ved jeg at det handler om balance. Antiinflammatorisk livsstil er ikke en ekstrem kur, hvor der ikke er plads til udskejelser.
Skal jeg i byen om aftenen, hvor menuen kan stå på oksekød og fed dessert, så starter jeg med en grøn smoothie og rask gåtur om morgenen. Til frokost kan jeg lave en broccolisalat med nødde- topping og på den måde er der balance selv om aftensmaden ikke er gigtvenlig. Når gigtsmerterne rører på sig, fungerer min krop på den måde, at jeg kan betragte smerterne, som en venlig hilsen om en krop er i ubalance og at jeg skal have skruet op for min antiinflammatoriske livsstil.
Fra handling til inspiration
Det er på opfordring af mine sundhedsfaglige kolleger, der så min rejse fra sidelinjen, at Gigt og Livsstil er blevet til. Her på Gigt og Livsstil deler jeg ud af mine mange erfaringer, så også du, nemt kan tage første skridt mod en antiinflammatorisk livsstil.
Her finder du:
- Praktiske guides og opskrifter, der gør maden til en oplevelse
- Inspiration til bevægelse på dine præmisser
- Tips til bedre søvn og mere ro
- Personlige fortællinger og ægte erfaringer
- Trykte små bøger med opskrifter, lister over god antiinflammatorisk kost og meget mere.
En invitation til dig
Hvis du ønsker inspiration og viden – hvis du har lyst til at gøre noget godt for dig selv eller dykke ned i de bøger, jeg har skrevet for at gøre vejen lettere for andre – så er du kommet til det rigtige sted. Lad dig inspirere, mærk håbet, og tag det første skridt mod et liv med mere balance, glæde og styrke.
God fornøjelse
Henriette
